Tillidsrepræsentant spidder ledelsesdebatten

Ledelseskommisionens rapport var ventet i spænding, og med forskudt deadline. Lidt forenklet kan de syv budskaber og langt flere anbefalinger grovsorteres i tre kasser af ulig størrelse. 

I den første kasse findes overskrifter, som det stort set er umuligt at være uenig i, men noget mere besværlige at oversætte til noget konkret. Der er således en fare for, at det bliver en kampplads for selektiv fortolkning. Budskabet om, at borgeren skal i centrum, er et meget godt eksempel på noget, hvor enigheden formodentlig ophører når budskabet rammer virkeligheden, og bagvedliggende interesser bringes i spil. Nogle vil spænde det for en forandringsdagsorden, hvor der gøres op med snævre faginteresser som står i vejen for billigere løsninger og besparelsespotentiale. Andre vil se deres snit til at udfordre bureaukrati, dokumentationsarbejde og diverse ledelsesprojekter, hvis forbindelse til kerneydelsen og direkte gevinst for borgerne ikke er ligefrem åbenlys.

Den anden kasse indeholder slet og ret fine anbefalinger. Under temaet at meget kunne blive bedre hvis politikerne havde større tillid til ledelse i den offentlige sektor, adresseres en række konkrete forventninger og ændringsforslag hos de folkevalgte fint. De sidder alle lige i skabet. Anbefalingen om, at topledere og ledere af ledere skal afstå fra detaljeret styring og voldsomme dokumentations- og proceskrav, vil også fremkalde et lettelsens suk hos især den faglige ledelse. For en del topchefer vil det dog formentlig indebære et regulært paradigmeskifte. 

Så er der de anbefalinger hvor kæden synes at være hoppet helt af! Ingen kender for alvor til omfattende eksempler på at samarbejdsudvalget og MED-systemer i sig selv har medført ringere mulighed for god ledelse. Til gengæld kan man øsregne med, at de steder hvor medarbejderne har en oplevelse af dårligt udført ledelse, findes der dysfunktionelle samarbejdsrelationer og ringe respekt for de etablerede samarbejdssystemer. Ligesom den rituelle klagesang over omfanget af overenskomster og deres påståede detaljeringsgrad, virker førnævnte mere som et slagnummer, der har overlevet turen i Moderniseringsstyrelsens og Finansministeriets ekkokammer, end noget der er identificeret ved seriøse undersøgelser. Det kendetegner ellers store dele af den øvrige rapport. 

Overordnede rammer trækker tæppet væk under lederne 

Desværre har rapporten overordnet et lidt for enøjet fokus på den enkelte leders adfærd, udviklingsmuligheder og kvaliteter. Virkeligheden er bare oftest den, at rammerne rundt om vores chefer, og især den overordnede styring af sektoren, påvirker kvaliteten af ledelse i langt højere grad end den enkelte leder nogensinde kan kompensere for ved sin egen ageren. Den rolle som den enkelte leder kan spille, det rum man har mulighed for at udfylde, er ekstremt afhængigt af rammevilkårene. Især det sidste har en enorm indflydelse, ikke kun på kvaliteten af ledelse, men så sandelig også på medarbejdernes arbejdsmiljø og mulighed for at løse opgaverne tilfredsstillende.

Læs også: Hanne Foss Hansen: Ledelse ifølge Finansministeriet

Det har muligvis sin egen indre logik, at en kommission næppe går ud og anbefaler at afskaffe konkret politik indført af den regering, som har nedsat den. Men det er alligevel overraskende, at man går så langt over i den anden boldgade, at man ligefrem anbefaler, at den overordnede politiske styringsmodel med faste besparelses- og effektiviseringsprogrammer fortsættes. Omprioriteringsbidrag, produktivitetskrav og årlige to-procents-besparelser køres blindt hen over sektoren, og fra et medarbejdersyn, udgør det selve problemet - og meget sjældent løsningen. 

Grønthøstermodellen og konstante besparelsesrunder uafhængigt af økonomiske konjunkturer, trækker i virkeligheden tæppet væk under mange ledelsesaktioner. Det undergraver naturlig autoritet og udfordrer tilliden mellem personale og ledelse, især på det kommunikative plan, som er helt essentielt. Det er altså kun som politiker, man kan slippe afsted med at betegne en 20-procents besparelse i DR som en fokusering. En hvilken som helst leder ville blive komplet til grin med den sprogbrug. Alligevel sniger det sig langsomt ind. Skal man som medarbejder konstant save sig igennem et fedtlag af trusselsbilleder, brændende platforme og forslag til forringelse af ens arbejdsvilkår er faren, at oplevelsen af strategier, vision og handlingsplaner reduceres til floskelfyldt udenomssnak. Der er også en reel risiko for, at det efterlader den enkelte topleder til rollen som sortsnakkende nikkedukke. En chef der, ikke bare, for længst har kappet forbindelsen til sine medarbejdere, men reelt også har mistet kontakten til sin faglige ledelse.

Lederne får ansvar for politikernes prioriteringer

For øjeblikket ruller en spæd debat om Finansministeriets regnemodeller. Den er tiltrængt. For de seneste års økonomiske forhold er jo også fortællingen om en konsekvent undervurdering af de offentlige finansers holdbarhed, og en ditto overvurdering af diverse reformers effekter. Den offentlige sektor er ikke kun institutioner, men også en politisk slagmark. Det er jo et helt legitimt politisk synspunkt, at ville have mindre af den, og at benhårde prioriteringer skal foretages. Men det ville klæde politikerne at indhente et mandat hos vælgerne til hvad man vil have mere af, og især fortælle hvad det så bliver på bekostning af. 

Læs også: Magtforsker: Lederne lukker sig om sig selv

Hvis man reelt ser den offentlige sektor som et evigt besparelsespotentiale, og dens ansatte som en del af udgiftssiden fremfor værdiskabelsen, bør man påtage sig dette overordnede ansvar. I dag overlades det for ofte til lederne, og baggrunden udviskes. I den sidste ende, handler dette på lange stræk om selve sammenhængskraften i vores samfund, og opbakningen velfærdssamfundet 

Ledelse af den offentlige sektor kan ikke drøftes isoleret fra disse forhold, eller løsrives fra politisk debat om retningen i vores samfund. Jeg tror faktisk, at der er masser af plads til forbedring, og en hel del potentiale til bedre løsninger og mere effektiv drift i den offentlige sektor. Men det forløses bedst ved at anerkende rammevilkårenes altafgørende betydning, og lade lederne udvikle sammen med deres medarbejdere.