Anne Skare Nielsen og Liselotte Lyngsø Foto: Stine Heilmann

Den næste store sundhedsrevolution: Fremtidsforsker siger giv slip - del1

Sundhed

14/11/2018 13:00

Nick Allentoft

Der findes ikke nogen sektor, der er så kompliceret som sundhed. Så tilgiv dig selv, hvis du har mistet overblikket, lyder det fra fremtidsforskerne Anne og Lotte, som i denne artikel tager dig med i helikopteren for at se på de positive scenarier

Mød op i fremtiden - og kæmp kampen på den rigtige side af historiebogen. Det gode liv i fremtiden er betinget af at vi i højere grad indgår i omsorgsfulde, forpligtende fællesskabe, for teknologi - hvor fabelagtig den end kan være - kan kun løse 50% af vores problemer.

Vi mennesker skal selv meget mere på banen med vores passion, egne idéer, menneskelighed, praktiske løsninger og armsved. 

 

Alle brikkerne til fremtidens sundhedssektor er her

Først og fremmest er du nød til at slippe din tunge bagage af “sådan plejer vi at gøre”, og “patienter skal helst opholde sig i venteværelset”. Mød fremtiden med et åbent, nysgerrigt sind.  

Alle puslespilsbrikkerne til at skabe det vi gerne vil, er her nemlig nu, men du kan kun se det store, nye billede, hvis du er villig til at give slip på det gamle.

Nyhedsbrev 2

100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste? 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

Det er bare så ærgerligt, hvis sundhedssektoren skal kuppes af gamle magtkampe og den indgroede holdning til, at vi ikke kan ændre noget pga. ressourcemangel, for den fremtid vi er på vej ind i kan blive virkelig fantastisk. 

Hvis vi er villige til at give slip. 

Sundhedssektoren står midt i et enormt paradigmeskifte. Medicin vil ikke længere være one-size-fits-all men skræddersyet, patientbegrebet vil eksplodere, faggrænserne opløses, ressourcerne vil blive tildelt langt mere intelligent og de fysiske rammer vil understøtte sundhedens formål - og endda kunne skabe overskud i driftsregnsskabet. 

I Indien var der engang en prins, der opsøgte en magisk guru, som havde evnen til at lade alle mennesker prøve at opleve at være noget andet, end det de var født til at være. Prinsen bad om at blive en regnorm. Og fortrød med det samme. For ville det ikke føles som at være levende begravet, blind, alene og faret vild i mørket? Men nej, det prinsen oplevede, da han blev forvandlet, var intens fred og lykke. Han futtede afsted i den varme, trygge, fugtige muld omgivet af kærlighed og støtte fra alle sider, mens han udlevede sit livs formål. 

Når vi siger bedst opnåelige version af virkeligheden er regnormen her et godt billede. Sundhedssektoren skal have lov til at futte derudad, opfyldt af lykke og glæde, omsluttet af tryg kærlighed og dygtige mennesker - politikere, økonomier, chefer, og konsulenter - der tilfører den de ressourcer den har brug for, når den har brug for det. Mens den udlever sit formål. 

Den første tanke for voksne mennesker er som regel “Intens lykke og fred i sindet hver dag? Det kommer aldrig til at ske”, eller “Dygtige politikere? Du må ha’ slugt søm og skruer”. 

Når vi ikke kan “se” fremtiden er det som regel, fordi vi ikke kigger. Fordi vi ikke kommer nok ud. Eller fordi man er så presset i sin hverdag, at der ikke er plads til håb og drømme. Din regnorm ligger på en udtørret landevej og bliver kørt over af biler, og er simpelthen for fladmast til at kravle 2 meter ind i det våde, saftige fremtidsgræs. 

Men slap du nu af min ven, for nu tager vi dig, og så flyver vi sammen en tur op i helikopteren. 

 

Fortidens Store Sundhedsrevolution - Fra Mindre til Mere

Rejsen begynder med, at se tilbage. For paradigmeskifte i sundheden er sket før. Den seneste revolution i sundhedssektoren kan vi kalde “fra mindre til mere”. Når der er knaphed på alt, er det nemlig velfærd at få noget “mere til flere”.

Før vi fik de moderne, industrielle hospitaler, som vi kender dem i dag, var der mange opfattelser af hvad det vil sige at være syg eller plejekrævende og hvad det vil sige at være en behandler. Der var rigtig meget hokus pokus og kvaksalveri men også meget mere ansvar for den enkelte til at gøre noget. Og så måtte man som læge eller behandler bruge det man havde - smage på tis for at diagnostisere diabetes eller kigge på ophostet snot for at finde ud af om en patient var rigtig syg eller bare lidt flegmatisk. 

Den oprindelige betydning af ordet “patient” er “den som lider”. Og en behandlers opgave - fra Hippokrates til Buddha til Florence Nightingale - var at fjerne eller mildne lidelse. 

Mediefællesskabet DenOffentlige

DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.

Du kan læse endnu mere om hvordan vi virker her.

De moderne, industrielle hospitaler som vandt frem i slut 1800-tallet til start 1900-tallet fungerede som sundheds-støvsugere, der sugede alt til sig. Skidt såvel som kanel. Uden at skelne mellem om noget var skidt - som f.eks. at behandle folk med kviksølv for spedalskhed og bændelorm som slankemiddel - eller kanel - som f.eks. vågekonerne der sad ved de syge og døende, eller brugen af faste som middel mod epilepsi. Ud med det hele - for nu skulle sundhedssektoren løse alle opgaverne. 

Det var en kæmperevolution, at der nu lige pludseligt var ét sted man kunne gå hen, hvor der i teorien var styr på sagerne. Hvor der blev lavet medicin af professionelle mennesker, hvor der var sterile forhold, og hvor der var læger og sygeplejersker med rigtige uddannelser. 

Det store problem var bare, at man ikke havde nok. 

 

Da lægen blev gud

I 1930erne havde man på et moderne hospital f.eks. kun 5-10 medicinske produkter at vælge imellem. Så lægerne havde travlt med at finde ud af, om en patient fejlede en af de 5-10 ting man kunne behandle, mens sygeplejerskerne tilbød al den tender-loving-care de kunne opmønstre. 

For at kunne fungere som ansatte under disse knapheds-forhold lavede man to kunstgreb. Man opfandt venteværelset og gjorde lægen til en mini-gud. 

Patientbegrebet ændrede betydning fra “den som lider” til “den som venter”. 

De første dialyse-apparater til hjemmebrug kom i 1970erne. Men dem var der heller ikke nok af. Så en opgave for en læge var bla. at bestemme, hvem der skulle have dialyse med de nye maskiner, og hvem der ikke skulle.

Når børn blev født for tidligt, var skravlede eller handicappede var det ikke unormalt at lægen lagde hånden over munden på barnet til det ikke trak vejret mere, og moderen fik at vide, at barnet var dødfødt. Det var praksis helt op i 1980erne, og ikke noget der står skrevet noget sted. Grunden til at vi ved det, er at Anne har siddet i Etisk Råd og diskuteret aktiv dødshjælp bl.a. med pensionerede læger. 

Hvem skal leve. Og hvem skal dø. Vi har gjort det til det mest ensomme, krævende, hårdeste job i verden at være læge. Som læge kan du rådføre dig med andre, men i sidste ende er beslutningen din. Det er også en af de primære årsager til at dygtige sygeplejersker ikke videreuddanner sig til læger - det kræver noget ganske særligt at kunne stå selv ensomt og alene. Sygeplejersker kan til gengæld alt, når bare de får lov at gøre det sammen. Sygeplejersker i flok kan køre 200 dage på kaffe, et stykke citronmåne og et skulderklap. 

Det var de normale omstændigheder op til det 21. århundrede. Sådan var arbejdskulturen. Og det har været med til at bygge lægerne op som autoriteter, sygeplejerskerne som dem der hjælper til og er gode “hvis de kan løbe stærkt”, og patienterne som dem, der bare ligger der. Og venter. 

Men så skete der noget... 

Læs næste del af artiklen her.

 

Mest Læste

Annonce