"Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet" fastslog Poul Schlüter som statsminister i 1989 over for Folketinget under en debat om Tamilsagen.
Formuleringen var ikke Poul Schlüters, men en række højtstående embedsmænd i Statsministeriet og Justitsministeriets. Embedsmændene vidste formentlig, at udsagnet var direkte i strid med sandheden, men gik formodentligt ud fra, at når det var Statsministeren, der kom med denne garanti fra Folketingets talerstol, så ville debatten om Tamilsagen forstumme. Det gjorde den som bekendt ikke, og den fortsatte offentlige debat udløste en kommissionsundersøgelse ledet af Højesteretsdommer Mogens Hornsleth. Mogens Hornsleth konkluderede - i modsætning til det, de højeste embedsmænd i Statsministeriet og Justitsministeriet via Statsministeren havde forsøgt at bilde befolkningen ind - at Tamilsagen var håndteret “overordentligt kritisabelt”.
Dette forløb ser jeg i dagens Danmark, som ambassadør for Borgerretsbevægelsen, desværre ikke som usædvanligt. Borgerretsbevægelsens ambassadører oplever desværre gang på gang, hvordan embedsmænd, som i Tamilsagen, giver meget vildledende oplysninger til deres politikere på nogenlunde samme måde som Poul Schlüter som statsminister blev klædt offentligt af af sine egne embedsmænd.
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
Sidste år udkom bogen Tæm eliten, der fastslog at "en udemokratisk "statsadel" har sat sig på magten i Danmark”. Bogen, skrevet af tre forskere ved CBS, understreger at,
"Embedsmænd og politikere, lever i deres egen osteklokke, og regerer med eget værdisæt og skifter til lobbyvirksomhed, når der er brug for et løft i lønnen.”
Det er en diagnose, som jeg kan genkende, og gerne vil understøtte med et, for mig, foruroligende eksempel.
Lobbyvirksomhed i den kommunale vandsektor
Det handler om de forsyningsvirksomheder for vand og spildevand, som lovgivningsmæssigt er blevet til selvstændige kommunalt ejede selskaber.
Da dette blev besluttet, skete det efter et års forhandlinger, hvor alle partier i Folketinget bortset fra Det Radikale Venstre d. 1. februar 2007 blev enige om rammerne for vandsektorens fremtid.
I henhold til denne aftale skulle selskabsudskillelsen indebære en yderligere forøget gennemsigtighed for borgerne i virksomhedernes drift. Der er imidlertid for mange forsyningsvirksomheder sket det modsatte. En række forsyningsvirksomheder har i stedet mørkelagt sig selv i forhold til borgerne, så de mere minder om en del af efterretningstjenesterne.
Folketingets partier havde under forhandlingerne om vandsektoren arbejdet med flere forskellige udkast til en politisk aftale. I hvert af disse udkast var der indeholdt et krav om, at både offentlighedsloven og forvaltningsloven af hensyn til borgernes retsbeskyttelse skulle gælde de fremtidige forsyningsselskaber. Men af ukendte årsager forsvand kravet ud af lovgivningen lige før den endelige vedtagelse i Folketinget.
Den opdagelse gjorde jeg for et par år siden, og bad derfor om aktindsigt i de forskellige ministerier og styrelser. Det tog forbavsende lang tid og var meget besværligt, men jeg kunne til sidst konstatere, at da loven om forsyningsselskaberne skulle vedtages, var ingen af partierne blevet orienteret om, at deres politiske krav om, at forvaltningsloven skulle gælde de kommunale forsyningsselskaber, var helt forsvundet.
Bemærkningerne til lovforslaget indeholdt ikke et eneste ord om forvaltningsloven, eller forklarede, hvordan embedsmænd i ministeriet kunne amputere en klar politisk beslutning. Intet blev forklaret over for offentligheden eller Folketinget. Det forsvandt bare ud i den blå luft.
Hvorfor så det?
Jeg tror, at nogle af de penge- og magtpersoner, der inden for og uden for det offentlige har eller forventede at få store økonomiske interesser i de kommunale forsyningsvirksomheder ikke ønskede, at borgerne skulle have den retsbeskyttelse, der ligger i forvaltningsloven.
Man kan i lysdet af flere skandalesager med forsyningsselskaber med rette stille spørgsmålet, hvorfor skulle forvaltningsloven i ly af mørket skrives ud af loven? Hvorfor skete det på et tidspunkt, hvor ingen rigtig ville opdage det, fordi det ikke fremgik nogen steder, men simpelthen bare forsvandt? Forvaltningsloven er en lille lov. Den er lavet for at beskytte borgerne i relation til offentlig forvaltning, herunder også de kommunale forsyningsselskaber. Forvaltningsloven indeholder bestemmelser om inhabilitet, vejledning og repræsentation, partens aktindsigt, partshøring, begrundelse, klagevejledning og tavshedspligt. Der er derfor absolut ingen kvalificeret faglig forklaring på, at disse enkle bestemmelser ikke også kunne gælde de kommunale forsyningsselskaber.
Hvem kan forklare dette? En version af dette indlæg er sendt til alle personer, styrelser og ministerier, som sagen vedrører. På trods af, at der nu er gået en måned, har jeg ikke modtaget et eneste svar.
“Danmark er sandelig mere korrupt end Brasilien”
Danmarks selvbillede og rangering i internationale undersøgelser er konsekvent antikorrupt — men der er forskel på korruption, som den følgende anekdote viser.
Det oplevede den tidligere direktør for Folketinget og Politiets Efterretningstjeneste Ole Stig Andersen da han blev generalsekretær for Advokatsamfundet. I denne egenskab modtog han engang et besøg fra sin brasilianske kollega. Under en middag udtalte den brasilianske leder af landets advokater, at Danmark egentlig er mere korrupt end Brasilien er.
Denne påstand bragte Ole Stig Andersen helt op i det røde felt, og han gik til modangreb med alle de sædvanlige argumenter. Men da han så på et tidspunkt havde brug for at trække vejret sagde brasilianeren stilfærdigt,
“Ja, vi har en tydelig korruption i Brasilien. Det ved vi alle, og retter ind efter det. Når man eksempelvis skal have en garage myndighedsgodkendt, så ved vi alle, at sagsbehandleren skal have sin betaling, hvis sagen skal fremmes. Så det gør vi alle - høj som lav. Men i Danmark er korruptionen skjult, og den er også socialt skæv. Korruptionen i Danmark anvendes først og fremmest af de rige og ressourcestærke, der i det skjulte opnår omfattende vennetjenster. Nej, Danmark er sandelig mere korrupt end Brasilien,” sagde brasilianeren angiveligt.
Jeg tror meget på, at det er denne del af den danske virkelighed, der er årsag til forsvindingsnummeret med forvaltningsloven for de kommunale forsyningsvirksomheder.
Tag magten tilbage fra embedsværket
Den nuværende Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille har udtalt, at embedsmændene har for meget magt. Han vil derfor have politiske indpiskere for at give politikerne magten tilbage fra embedsværket.
Denne funktion som politiske indpiskere har Borgerretsbevægelsen fra bevægelsens start også påtaget sig. Vi vil derfor meget gerne sammen med andre kæmpe videre for vort demokrati, og derfor også for, at vore politikere tager magten tilbage fra embedsværket.
Som jeg ser det, så har vi de tre hovedopgaver, at sørge for at:
1. Myndighederne overholder lovene.
2. Myndighederne ikke lyver over for borgerne.
3. Myndighederne ikke udøver vennetjenester.
Staten og Kommunernes Landsforening har for et par år tilbage udarbejdet et sæt etiske retningslinier på syv punkter for alle vore knap 800.000 offentligt ansatte. Punkt 1 handler om, at embedsmændene skal overholde lovene. Punkt 2 handler om, at embedsmændene skal overholde sandhedspligten. De to første punkter i Borgerretsbevægelsens program er altså fuldstændigt sammenfaldende med de krav, der i dag er direkte formuleret i de etiske kodeks for offentligt ansatte.
Det tegner unægteligt et billede af, at man udmærket er klar over, at det er noget helt galt med myndighedsudøvelsen i Danmark.
