97 statsanerkendte danske museer får ca. 1 mia. kr. om året fra det offentlige. Det svarer til 1/4 af, hvad Danmarks Radio koster. Så disse museumsudgifter er en klatskilling. Men alligevel er det svært..
I det statsanerkendte ligger, at de er underkastet en vis statslig kontrol, og at de får penge fra staten. De store statsanerkendte museer er Louisiana, der fik 32 mio. i 2016, Arken 31 mio. og Glyptoteket 27 mio.
De 97 statsanerkendte museer får i alt 430 mio. kr. fra staten om året. Hertil kommer ca. 600 mio. fra kommunerne. Alt i alt den milliard, der er nævnt ovenfor. Disse museer tjener selv ca. 900 mio. om året på entré og salg via deres butikker. Denne post er steget mest i de seneste år. I disse museers kasse går også ca. 300 mio. i form af private tilskud, fonde etc.
Bliv redaktør for dit eget indhold
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
Kulturminister Mette Bock har startet en såkaldt ”visionsproces”, der skal bidrage til udviklingen af de statsankerkendte museer. Især stille forslag til den fremtidige styring, opgavefordeling og økonomi. Der kommer ikke flere penge på bordet, men de skal bruges bedre, bl.a. fordi mange museer synes, at det nuværende fordelingssystem for tilskud mm. er uoverskueligt, ikke særligt objektivt, præget af mystiske gamle aftaler.
Ud over de 97 statsanerkendte museer er der 6 helt statsejede museer, bl.a. Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst og Statens Naturhistoriske Museum – det sidste et navn, jeg ikke kendte. Det er en sammenlægning af Botanisk Museum og Zoologisk Museum m.fl. De er ved at bygge en stor bygning i Botanisk Have i Kbh. Visionsprocessen handler ikke om de statsejede museer.
Endelig er der ca. 90 private og kommunale museer uden for dette system. Dem taler vi heller ikke om her.
Regner man på tallene, får museerne i hovedstadsområdet 72% af de samlede offentlige tilskud, men har kun 46% af de besøgende, mens museerne i resten af landet kun får 28% af tilskuddene, selvom de har 54% af de besøgende. Tallene er udregnet af en interesseorganisation for udkantområderne. (Interessentrapport, s. 35, notat fra ”Danmark på vippen”). De har så også taget bevillingerne til de statsejede museer med, og disse ligger typisk i Kbh. Derved bliver skævheden større, hvilket interessegruppen gerne vil fremhæve. Men også uden disse statsmuseer er der en ”skæv” fordeling.
Her er et link til Kulturministeriets hjemmeside, hvor man både kan hente kommissoriet, de to visionsgruppers forslag samt ikke mindst breve og indlæg fra museer og andre interessenter. Under denne blog kan du læse en sammenfatning af de to gruppers forslag.
Ny metode for at lave oplæg til politiske beslutninger
En grund til at interessere sig for dette forløb er, at der er tale om en ny og interessant metode. I gamle dage ville man have nedsat et udvalg, der skulle lave en betænkning. Ofte sammensat efter metoden: Mange fra centraladministrationen, nogle fra ”branchen”, nogle eksperter udefra. Ofte ca. 10 personer. Så ville de arbejde i lang, lang tid. 10 år ikke umuligt og komme med en lang og solid betænkning, der blandt andet indeholdt mange ting, udvalget havde undersøgt.
Mere om Bøjes Verden
Bøje Larsen har både været konsulent for og underviser af offentlige ledere og medarbejdere, især i regi af eget firma, han har været forfatter og forsker. Han var senest professor ved CBS, hvor han nu er tilknyttet som adjungeret.
Bøje Larsen spidder stemninger og normative opfattelser og inviterer til respektfuld debat.
Læs mere fra Bøjes Verden lige her.
I nyere tid har man ment, at det kan gå hurtigere. Så man har nedsat udvalg, ofte med en del flere udefra, der skal komme med et svar, inden for ½-1 år. Eksempler er her f.eks. den nu kørende Ledelseskommission. Antallet af personer er stadig betydeligt f.eks. 10 i Ledelseskommissionen. Så mange personer kan – og det bliver værre, jo mere intelligente medlemmerne er – risikere kun at kunne blive enige om almindeligheder i tiden.
Man får nok mere slag for skillingen ved at nedsætte to eller flere grupper, der kun får et halvt år. Det ses i de foreliggende kvalificerede løsninger, der samtidig viser noget om mulighedsrummet. 2-personers grupper er dog ikke det bedste. De deler sig let i to 1-personsgrupper, som ikke i nødsfald kan stemme sig frem til et resultat. 1 eller 3 er bedre tal.
Svært at være borgmester eller minister – alt for mange gode indvendinger
En interessant side af nærværende proces er tillige de mange interessentindlæg (”Interessentrapporten”), der ikke altid offentliggjordes tidligere. Her kan man se, hvorfor det ikke er nogen enkel sag at styre i det offentlige. Det er som i Holbergs komedie ”Den politiske Kandestøber”, hvor kandestøberen er bildt ind, at han er blevet valgt til borgmester, men hurtigt indser, at der er mere vrøvl og problemer forbundet med det, end han regnede med. Rådgivere og dem, der skal styres, spreder røgslør og kommer med en pokkers bunke indvendinger. 258 år efter Holbergs stykke blev opført første gang, genoptog den engelske TV-serie ”Yes, minister” temaet. Titlen "Yes, minister" henviser til, at "systemet" af rådigvere, interessenter og involverede institutioner altid kommer med de nævnte indvendinger. Først den dag, hvor ministeren opgiver, så siger systemet velvilligt "Yes, minister", men ikke før.
I Interessentrapporten kan man f.eks. læse om alle de smukke ting, som museer – uanset størrelse og placering - bidrager til: Det danske demokrati, demokratisere adgangen til kulturoplevelser, styrke sammenhængskraften, forøge den kulturelle kapital og stimulere identitetsdannelsen. Det trues, hvis der flyttes penge fra dem – og hvem vil true disse herlige værdier?
De store statsanerkendte museer i københavnsområdet skal tillige argumentere for deres særligt store tilskud. Arken (nr. 2 på listen over støttede, nr. 10 mht. besøgstal) peger her på, at Vestegnen er” kulturelt underforsynet”. Arken er del af et stort oplysningsprojekt, hedder det. Man har også påtaget sig et socialt ansvar i området og sørget for, at en ung har fået en pladekontrakt og en andet et modeljob. Med sådanne virkninger udkonkurrerer de let de jobcentre, der altid kritiseres. Hvad de laver med deres skilderier mm., hører vi ikke meget om. Arken sender også et støttebrev underskrevet af otte borgmestre fra egnen.
Også det mest støttede af de statsstøttede, Louisiana, er i en vanskelig situation. De kan ikke, siger de, øge deres egen-indtjening som kompensation for en eventuel beskæring af det offentlige tilskud. Omsætningen, oplyser de, består i dag af 16 % statsstøtte, 11 % fondsstøtte, 73 % egen-indtjening, ingen kommunestøtte? De fortæller en smule om det, de laver klassisk museumsmæssigt, men også at de laver film, foreninger og klubber for voksne og unge, lægger samlinger på nettet, støtter flygtningebørn.
Museerne i udkantområderne har ligeledes argumenterne parat: De øger lokalsamfundets konkurrencefordel, tiltrækker tilflyttere og turister samt udvikler kvalificeret arbejdskraft. Det er her, der skal investeres. Der er også museer, der er tilfredse med den nuværende situation, f.eks. fordi de har fået en god aftale om at kunne bevare tidligere tilskud ved en sammenlægning. Det er for dem objektivt nok.
Lytter man til nogle af faggrupperne på museerne, har de også deres story: I Interessentrapporten hører vi fra Magisterforeningen, Kunstakademiet og Konservatorforeningen: Der skal investeres i arkæologi og bevaring!
Skrækcitater - rapportforfattersludder
”De danske museer er en forudsætning for vores demokrati. [… De bidrager] til samfundets bestræbelser på at sikre social lighed og tryghed, og det understreger kulturens betydning som sundhedsfremmende faktor.” (s. 2, rapport 1).
Uha! Så de skal altså propagandere for det ”rigtige” samfundssyn og behovet for at børste tænder. Det skulle kulturen også i DDR. Jeg ville ønske mig, at museerne nænsomt skulle hjælpe beskueren til at forstå andre tider, vinkler og steder - på deres vilkår. Ikke at få ”historien” til at vise, hvor berettigede vore nuværende forestillinger er.
I rapport 2 hedder det, at den fremtidige styring af museerne ”bør vurderes i sammenhæng med behovet for, at museerne kan nå ud til en bredere kreds af borgere, herunder ikke mindst børn og unge. De senere års voksende interesse for oplevelsesøkonomien og den medialisering, der sker med udviklingen af de mange nye web-platforme og tjenester, vil udfordre det klassiske museumskoncept.” (s. 10)
Ja, museernes samlinger skal på nettet. Ligesom i de mange seriøse museumskataloger, som i dag udgives af museerne. Hvis jeg er i dårligt humør, så læser jeg det dog sådan, at museerne skal på mobiltelefonen, for den bruger de unge. Ugh! Mere pop, plastic og underholdning.
Men det er mest rapportforfattersludder, der ikke præger konklusionerne.
FAKTA: De to vidt forskellige forslag
Visionsgruppe 1’s forslag: Fasthold statslig økonomi- og målstyring. Stram den.
Gruppen bestod af Frank Birkebæk, der har været leder af Roskildes museer, og Lene Bak, der er konsulent i konsulentfirmaet Pluss, hvor hun har arbejdet for bl.a. Kulturministeriet og med forarbejdet til museumsloven fra 2012 (så kort tid er det siden, at man sidst forsøgte at reformere sektoren). Deres 11 siders rapport har nogle ret enkle forslag:
1. Fasthold den statslige styring for de større statsanerkendte museer (60-70).
2. Fjern forskningskravet fra de 20-30 mindste museer.
3. Alle museer får et fast grundtilskud til formidling. De større museer, der både har samlinger, som de passer på, forskning og tillige som de små formidling, får et fast fulddriftstilskud.
4. Lav incitamentstilskud for de større, når de varetager bestemte opgaver. F.eks. tilsyn af og koordinering af samlinger på tværs, metodeudvikling og internationalt samarbejde.
5. Lav strammere kvalitetsvurderingssystemer fra statens side, så museer, der ikke løser de pålagte opgaver eller gør det dårligt, faktisk straffes. Forfatterne synes at mene, at der her er en del at komme efter.
Det er dels faste satser uden forhandling, dels NPM uden at ryste på hænderne. Det vil sikkert virke.
Man kan i lyset af de mange museers forskellige interesser, historiske erfaringer og lokumsaftaler dog tvivle på, at de hver for sig vil finde disse kriterier ”objektive” på den rigtige måde. Det objektive har de ellers ivret for. Nogle af de små (punkt 2 ovenfor), der faktisk forsker, vil sikkert klage over, at de ikke får penge til det. De andre, der ikke rigtig forsker, vil alligevel klage over, at de ikke får penge. Vi vil også høre klager over, at man ikke bør dele museerne i A og B (dem, der ikke forsker), og at forskning er et uadskilleligt grundlag for de andre aktiviteter.
Visionsgruppe 2’s forslag. ”Sæt museerne fri”. Fordel penge via kommunerne.
Gruppe 2 bestod af Astrid Gade Nielsen, kommunikationsdirektør i Danish Crown og Christian S. Nissen, tidligere administrativ leder for Nationalmuseet mm.
Rapporten er på 34 sider med billeder, figurer og tabeller. Den diskuterer i sit kapitel 4 12 mulige (del)løsningsforslag, også nogle der ligner gruppe 1’s. Gruppen ender med at foreslå:
1. Frigør de statsanerkendte museer fra statens tilsyn, bortset fra tilsyn med samlingerne jf. punkt 3. Forslaget er ment som et principielt alternativ for museumsområdet og for andre områder: Ikke blot blive ved med at udbygge den NPM–agtige statslige styring i tider, hvor den, i hvert fald af modtagerne, er under beskydning. En slags: For fanden, lad os prøve! Forskning, udvikling og formidling skal fortsat varetages af disse museer. Kvaliteten heraf styres af professionelle normer, ikke af en ”instans”.
2. Det samme beløb, der nu betales til de statsanerkendte museer, i 2016 ca. 430 mio. kr. minus noget, der skal bruges til opgaverne under punkt 3 samt noget, der skal samles i en pulje for innovation, fordeles med det nøgletalssystem, der bruges i det generelle bloktilskudssystem til kommunerne. De kan vælge at bruge dem på museerne i deres område, men er ikke forpligtede til det.
3. De nationale opgaver mht. tilsyn med samlingerne, registreringssystemer mv. lægges i et antal regionale videnscentre, som forskellige parter, også nuværende museer, kan byde på driften af ifølge en tidsbegrænset kontrakt. Rigsrevisionen har hårdt kritiseret, at mange samlinger opbevares elendigt.
Gruppen laver et regneeksempel på (se figur), hvad deres samlede forslag kan få af konsekvenser. Figuren illustrerer, hvor forslagets problem ligger: Region Hovedstaden og Midtjylland vil på grund af bloktilskudsomfordelingen være de store tabere (de røde nedadgående søjler). Og alle vil opleve, at de penge, der går til videnscentrene og innovationspuljen, ikke er nogle, de automatisk ”ejer”, men skal knokle for at få fingre i. Protester - men heller ikke ros - vil dog nok ikke komme fra dem i provinsen, der har klaget over den "skæve" fordeling.
Man kan også overveje, hvor meget ”fritstillet” der er i forslaget. Museerne kommer måske fra asken til ilden. For kommunen er tæt på og er allerede en stor og stigende tilskudsgiver på de fleste museer. Og den, der (ud)betaler, har en tendens til at have lyst til at bestemme musikken, selvom gruppens forslag ikke definerer en bestemt styrings- eller tilsynsret. ”Rigtige museumsfolk” mener nok også, at kommunerne overvejende fokuserer på formidling og for dem mystiske eksterne aktiviteter (Se Interessentrapport, kommentar fra Magisterforeningen, s. 57), hvor de måske selv mere svinger med de akademiske kolleger i Kbh., især når de holder sig på måtten mht. styring.
Når den onde NPM styring fjernes fra disse således fritstillede museer, vil de nok kunne finde ud af at klage over noget andet. Jeg har kun søgt at skitsere nogle ikke helt vanvittige muligheder. Men fantasien hos så mange museer vil være større end min.
Min beskrivelse af mulige indvendinger mod gruppe 1 og gruppe 2’s løsninger er ikke ment som afvisninger. Uanset hvordan man vil skære kagen, så er der nogle, der vil klage. De ramte skriger altid mest. De, der vinder eller går fri, hører vi normalt ikke meget fra.
