Anmeldelse: KL's Social- og Sundhedspolitiske Forum i OPS-perspektiv

Velfærd

18/05/2018 11:00

Steen Houmark

Dialog og samarbejde mellem det offentlige og private er nøglen til at skabe mening for den enkelte borger og medarbejder i deres hverdags- og arbejdsliv, men hvordan kommer det til udtryk på KL's Social- og Sundhedspolitiske Forum?

På KL's Social- og Sundhedspolitiske konference i denne uge stiller kommunerne skarpt på de næste fire års udfordringer. Jeg vil over to indlæg tage temperaturen på konferencen. Det første i perspektiv af offentlig-privat samarbejde og det andet i perspektiv af nogle kommuner.

Mere sammenhængende OPS kan være en nøgle til fremtidens velfærd

Offentlig-privat samarbejde er aktuelt. Folkemødet har sin første debat-scene om OPS, og i februar 2018 havde KL og Falck et debatindlæg, hvor de bl.a. skrev: Dialog og samarbejde mellem det offentlige og private er nøglen til at skabe mening for den enkelte borger og medarbejder i deres hverdags- og arbejdsliv. Men hvordan giver det sig til udtryk på denne konference?

Tre sektorer et muligt bagtæppe for sammenhængende velfærd

Det danske samfund er opbygget omkring tre sektorer. Den offentlige, den private og civilsamfundssektoren. Kommunerne spiller en hovedrolle i den offentlige sektor. Det er dem der så at sige skal udmønte adgangen til velfærd og står med forsyningsansvaret for en række udfordringer.

  • Et stigende antal børn og unge får psykiske problemer
  • Flere og mere komplekse sundhedsopgaver vil skulle løses ude i kommunerne
  • En ekspotentiel teknologisk udvikling som vil øge udbuddet af  welltec-løsninger og krav om at integrere disse med henblik på at optimere indsatsen på social- og sundhedsområdet
  • Få borgerne tegner sig for over 60% af velfærdsudgifterne. Det betyder, at mennesker med komplekse udfordringer skal navigere mellem flere forvaltningssøjler. Så hvordan skabes den mest optimale sammenhæng økonomisk og menneskeligt? 

Spørgsmålet er: Står kommunerne alene med de her udfordringer eller kunne man forestille sig at andre sektorer også tog andel i problemerne og dermed bidrog til løsninger?

Et program præget af indlæg med rod i den offentlige sektor

Da jeg tidligt om morgenen den 17. maj spadserer ind på Aalborg Kongrescenter og nærstuderer programmet inden de mange deltagere ankommer, kan jeg ikke undgå at bemærke, at det samlede program hovedsageligt er præget af indlæg og viden baseret på kompetencer med rod i den offentlige sektor. Min pointe er, at de udfordringer vi står over for, er så store og komplekst sammenfiltrede at ingen sektor kan løse dem alene, men i fællesskab kan vi potentielt løse det meste, muligvis det hele.

Er der tale om en fætter-kusinefest?

KL's Social- og Sundhedspolitiske Forum er en konference, jeg har deltaget i de sidste 20 år, først som embedsmand og siden som privat konsulent. Adskillige gange har jeg hørt det omtalt som en kommunal fætter-kusine-fest, hvor der ikke rigtig er plads til repræsentanter fra den private sektor og civilsamfundet – et prædikat der generer resterne af mine kommunale gener, fordi jeg grundlæggende har anset dette forum for en væsentlig platform for netværk, faglighed og forretning. Jeg har derfor sat mig for at afdække om der er noget om snakken?

Hvorfor deltager velfærdsvirksomheder som udstiller på en konference, hvor deres stemme og plads ved bordet er begrænset?

Jeg bevæger mig ned i udstillingsområdet, som næsten symbolsk befinder sig under konferencen. Trappen ned til udstillerområdet er flankeret af to af de største konsulenthuse i Danmark, PWC og BDO, hvilket fortæller lidt om den konkurrence, der er om kommunernes gunst.

Læs mere af Steen Houmark

Steen Houmark har de sidste 30 år arbejdet på alle niveauer i Danmarks tre sektorer: den offentlige, den private og civilsamfunds-sektoren. Det giver ham en bred pallette af erfaringer - de sidste syv år som selvstændig rådgiver - som han deler ud af på DenOffentlige.

Læs flere artikler af Steen Houmark her.

 

Downstairs møder jeg hurtigt forskellige typer af private velfærdsvirksomheder. De har alle det til fælles, at de har købt en stand - men hvad er sigtet og hvorfor kommer nogen af dem igen, og har de overhovedet fokus på konferencens temaer eller handler det hele blot om salg? Det er nogle af de spørgsmål jeg har med.

Ud fra mine første samtaler viser det sig hurtigt, at det kræver mange ressourcer at have en stand, for det er forholdsvis dyrt og det betyder samtidig, at du som leverandør til den kommunale sektor skal have en langsigtet salgsstrategi ift. det offentlige, for du sælger ikke lige med det samme. Et godt salg kræver relationer, og relationer tager tid.

Selvom du er storleverandør til kommunerne, betaler det sig at investere i synlighed, for den kommunale hukommelse er kort

En af de virksomheder, jeg møder i udstillingsområdet, er DUOS, der med sine 4200 ansatte er den største private aktør på velfærdsområdet.

”DUOS deltager som udstiller på konferencen med henblik på at opbygge og fastholde relationer, samt øge kendskabet til virksomheden og de ydelser, vi leverer," fortæller Jytte Therkildsen, som er chefkonsulent i DUOS.

”Det paradoksale er, at selv om DUOS er inde i 72 kommuner, så kan vi godt komme ud for at både politikere og embedsværk ikke ved, at de allerede har aftaler med os i deres kommune. Så der ligger også et stort gensalgs- og kommunikationsarbejde og det kan vi benytte KL's konferencer til, samtidig med at vi afmystificerer samarbejdet med et privat firma i varetagelsen af velfærdsopgaver,” forklarer hun. 

Allan Søgaard et enkelt krydderi fra den private sektor

Jette Skive, formand for KL's Social- og sundhedsudvalg indleder konferencen med ordene: ”Vi står overfor markante udfordringer… og vi skal sammen forme visioner og tænke de stor tanker.” Her adresserer hun specifikt de mange fremmødte kommunalpolitikere, men altså ikke de øvrige sektorer.

Senere træder Allan Søgaard, formand for Ledelseskommissionen op på scenen. På mange måder bliver han den symbolske magiterning på den private sektors tilstedeværelse. Blandt de klare signaler han har til kommunerne er: ”Ledelse i den offentlige sektor er vanskeligere end i den private sektor, og det er fordi, entydigheden ikke er den sammen. Dagsordenen er præget af mange bundlinjer, og opbakningen fra den øverste ledelse er mindre i den kommunale sektor end i den private sektor.” Og han fortsætter ”Vi har ikke mange private aktører i driften og derfor er vi forpligtet til at fungere effektivt for borgerne og ikke kun for budgetterne.

guidet tour blandt udstillerne

KL er tidligere blevet kritiseret af udstillerne for, at man fokuserede for meget på egen kommunal virkelighed, så deltagerne ikke i rimeligt omfang nåede ned i udstillerområdet i pauserne. Det har man tilsyneladende taget til efterretning i år, hvor man som deltager kan melde sig til en guidet tour. Jeg vælger en fantastisk tur rundt blandt welltec-virksomhederne med en super engageret guide fra Welfare Tech. Her møder jeg  EG-team-online. De står blandt andet bag Bostedsystemet, som anvendes i mange kommuner. Jeg får en rigtig god snak med direktør Steffen Rugtved, som fortæller, at ”det er første gang, at jeg er her, og jeg finder det helt naturligt, at skulle deltage for at blive endnu bedre til at forstå de dagsordenener og temaer, der er virkeligheden for vores kommunale kunder. Desuden vil vi gerne vise, at vi ikke er en anonym datakoncern, men at vi tegnes af mennesker med en reel interesse for socialområdet.”

Boblberg er næste stop på min tur. Det er en hybridvirksomhed med en borger-til-borger-portal udviklet i samarbejde med tre kommuner. De har en kæmpe berøringsflade til sundhed og frivillighed og samarbejder med 22 danske kommuner. Her arbejder man blandt andet på at styrke de sociale fællesskaber i de enkelte kommuner. Rasmus Stær, som er medstifter af Boblberg, udtrykker hvad jeg møder hos andre i udstillingsområdet, når talen falder på samspillet mellem KL og udstillerne: "Vi var her også sidste år. Det er uden tvivl det bedste tiltag i år, at der laves guidede ture rundt til udstillerne. Det er grunden til, at vi deltager i år. De guidede ture var ikke noget man havde sidste år og det betød ganske få besøgende på standene.

Men det kunne være hensigtsmæssigt, at KL i større omfang anvendte viden og erfaring fra private aktører i paneldebatterne i forhold til diverse temaer, som er på dagsordenen,” supplerer Jytte Therkildsen fra DUOS, der står i standen ved siden af Boblberg. ”Samtaler på tværs fremmer som bekendt forståelse – og den er der behov for – at forstå hinandens virkeligheder og sammen skabe holdbare handlemuligheder.

Ikke alle konferencens indlæg er groet i en kommunal baghave og det er befriende

Sidst på torsdagen vender jeg kort konferencen med branchedirektør Jon Krog fra Selveje Danmark

Man skal udsætte sig selv for en passende forstyrrelse, og det kan ske ved at man inviterer flere, der ikke er som en selv. Det gør vi i Dansk Erhverv, men det har ikke været så udpræget i KL. Når det er sagt, så var der i år flere nye tiltag og åbenlyse kritiske tanker, der ikke er groet i en kommunal baghave blandt de inviterede indlægsholder. Her tænker jeg blandt andet på professor Janne Seemann fra Aalborg Universitet, der spontant læste kritisk korrektur på en bureaukrattekst fra KL.

KL's Social- og Sundhedspolitiske forum har altså præg af en fætter-kusine-fest i den kommunale familie, men det er vel meget naturligt. Det er trods alt en kommunal konference og selvom jeg godt kunne ønske mig et større OPS-perspektiv, hvor de øvrige sektorer slog mere igennem, når man debatterede udfordringer, så må man sige at arrangørerne har lyttet til udstillerne, så der er en større dynamik mellem deltagere og de betalende udstillere. Her er det værd at bemærke, at de udstillere, jeg talte med, alle forholdt sig fagligt og engageret til de velfærdsmæssige udfordringer, som var på dagsordenen torsdag.

Så udstillergaden indeholder andet og mere end sælgere der tænker i bundlinjer.

 

Mest Læste

Annonce